Sabbatår med sol, surf og… skænderier?

Efter stigende kontrol med coronapandemien i et voksende antal lande, drømmer mange studenter igen om at komme ud at opleve verdenen. Men hvad der skulle have været dykkercertifikat og muslingehalskæder, kan hurtigt blive erstattet med mundhuggeri og fjendskab.

Ingen tilgængelig beskrivelse.
Silja tog rygsækken med på tur i otte asiatiske lande i 2019. Foto: Jacob Lerche Nygaard

DRØMMEN OM EN ANDEN HVERDAG

Endnu et nyt kuld studenter blev før sommerferien udklækket. Der er i Danmark en mangeårig tradition for, at man efter en turbulent tid som gymnasieelev skal sætte tid af til at prøve kræfter med det ufaglærte arbejdsmarked og gøre sig nogle erfaringer i det store udland. Efter at have brugt adskillige timer bag SuperBrugsens kasseapparat, på store lagre eller gemt væk i mundbind og plastikkittel i et af Falcks mange testcentre, kan der hurtigt opstå et ønske om at omsætte de surt optjente penge til oplevelser, man vil huske resten af livet. Man drømmer sig væk til en hverdag, hvor pedantiske arbejdsgivere erstattes af andre rygsækrejsende, og hvor udsigten til endnu en 12-timers vagt veksles til postkortværdige strande og tre måneders lykkerus. En hverdag, hvor man ikke lader andre sætte rammerne for én, men for første gang prøver at tage tøjlerne i egen hånd og sætte sin egen dagsorden.

Det kan Silja Petri sagtens nikke genkendende til. Hun bor nu i Aarhus og studerer på Journalisthøjskolen, men havde for år tilbage sin daglige gang på Næstved Gymnasium. Efter studentervognens rute var færdigkørt og huen taget af hovedet, fik hun arbejde i 7-Eleven på hovedbanegården i København. Da hun havde tilbragt et halvt år bag kassen dér, tog hun og en veninde ud at rejse i foråret 2019. ”Jeg regnede med at blive overvældet. At det bare ville være en kæmpe oplevelse at se ting, jeg aldrig havde set før,” fortæller Silja. Og en kæmpe oplevelse blev det. I Østen ventede der dem møder med mennesker fra andre kulturer, spændende mad og oplevelser, der var både udfordrende og interessante. På deres fire måneder lange rejse lykkedes det at opnå både fascination og glæde. Men fortællingen om fryd og gammen i ukendte omgivelser er bare ikke hele sandheden.

KONFLIKTERNE LURER

For udover de mange oplevelser med nudelsupper og cambodianske ø-hop, kan det at skifte sin hverdag, som typisk går med mange sociale bobler, ud med at bruge det meste af sin tid med én anden person godt være en udfordring, hvis ikke man har forventningsafstemt på forhånd. ”Vi var bedste veninder i gymnasiet, og jeg følte vi var ret ens, og så da vi havde været ude at rejse i så lang tid, gik det op for mig, at vi var meget forskellige, og overhovedet ikke havde samme syn på nogen ting. Og det kan der godt komme lidt problemer ud af. Vi snerrede meget ad hinanden og var meget uvenner,” fortæller Silja om den udvikling, der skete i hende og venindens venskab på rejsen. I stedet for at berige sit venskab med en masse oplevelser, kan det resultere i ophedede diskussioner og direkte konflikter. ”Hun gad ikke at spise asiatisk mad til sidst, og jeg gad godt bare have noget suppe, nudler eller forårsruller. Det var sådan nogle små ting. Så kunne vi også blive uenige om at finde vej. Jeg sagde højre, hun sagde venstre, og på et tidspunkt skiltes vi ad, fordi vi var uenige om, hvilken vej vi skulle gå,” fortsætter hun.

Heldigvis er det ikke kun konflikter, Silja kan berette om fra sin tur. ”Jeg er glad for, at vi var ude at rejse, og vi oplevede rigtig mange nice ting sammen.” Hun fortæller også, at hun på rejsen fik mulighed for både at overskride sine egne grænser, og at hun i kølvandet på rejsen har været mere modig og selvstændig.

ET PAR GODE RÅD

Veninden har hun dog nærmest ikke mødtes med efter hjemkomsten til Danmark. Det gik op for dem, at de var enormt forskellige. Desuden havde de brug for en pause fra hinanden efter den intense rejseoplevelse. Hun råder andre til at lægge nogle kræfter i at få forventningsafstemt, inden man drager på udebane. ”Man skal være lidt mere afklaret omkring, hvem man skal ud at rejse med, om man vil det samme, når man er ude at rejse, og om man kan sammen. Ikke bare når man er i skolen, men også når man er på en rejse i fire måneder og ikke har så mange andre at snakke med.”. Hvis man kan lykkes med at få disse ting på plads, er opfordringen fra Silja Petri at man skal tage af sted. ”Gør det. Det er mega fedt.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *