I foråret blev der gjort op med en tabuiseret incestkultur i Frankrigs elitefamilier. Men kigger vi 68’ernes foretrukne intellektuelle i kortene, var der mange der tog samlejet mellem barn og voksen til forsvar.
Af Jacob Lerche Nygaard
Jeg er ni år gammel. Jeg ligger på sengen i soveværelset. Det er højlys dag. Jeg kan se hans hoved mellem mine ben. Jeg tæller ribberne i radiatoren igen og igen. Det hjælper mig til at komme væk. Ham kan jeg ikke få væk. Det er helt umuligt. Jeg kan ikke sige nej, jeg kan ikke få ham til at holde op. Jeg kan ikke lide det, men sådan må jeg ikke føle. Det er forkert.
Sådan skriver Lone Holm i sin bog Vejen tilbage, der handler om sin kamp tilbage til at blive et helt menneske efter en traumatisk barndom. I dag arbejder hun som dyrlæge, er mor til fire børn og holder foredrag. Men i 12 år blev hun udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar. Seksuelle overgreb og manipulation på det tidspunkt i livet, hvor det var meningen, at hun skulle finde ud af sig selv. Grænseoverskridende adfærd i den fase, hvor hun skulle lære at sætte sine egne grænser.
Vi sidder overfor hinanden, Lone og jeg. Mellem os står en skål med clementiner. En frugt, der af én eller anden grund er blevet besluttet skal tilhøre julemåneden. En frugt dedikeret til indtagelse under hjerternes fest. Men historien, hun skal til at fortælle mig, er alt andet end kærlig. Det er en kærlighedsløs fortælling, hvor der dukker elementer af kærlighed op. Eller i hvert fald en slags skyggeside af kærligheden. Det er komplekst, og det kan være svært at få til at hænge sammen. Som om det i forvejen ikke var svært nok at tale om seksuelle overgreb, skal man også holde tungen lige i munden for at begribe dobbeltheden. Den ukærlige kærlighed.
Hun er bedre end de fleste til at tale om seksuelle overgreb og manipulation i barndommen. Altså Lone. Det er tydeligt at hun har udviklet et sprog for det gennem mange års konfrontation med emnet. Jeg er mere varsom. Jeg ved ikke hvilke veje, jeg tør gå ned ad, og jeg har ikke lyst til at træde hende over tæerne eller sige noget, der gør ondt på hende at høre.
Og sådan kan et tabu opstå. I frygt for at sige noget forkert, siger vi ikke noget. Og så glemmer vi bare, at det er sket, skifter emne, når det bliver for ubehageligt, og lader som om det ubehagelige ikke findes.
Men det gør det. Nogle danske undersøgelser viser, at omkring 2% oplever at blive seksuelt krænket i barndommen af en voksen, mens andre undersøgelser når frem til at andelen er højere – helt op mod 2% blandt drenge og 10% blandt piger. Det vil ifølge de mest konservative undersøgelser sige, at der per to gennemsnitlige folkeskoleklasser er ét barn, der oplever overgreb og krænkende adfærd fra en voksen. I op mod halvdelen af tilfældene sker det inden for familien. Og det anslås, at der I Danmark lever omkring 275.000 voksne med behandlingskrævende senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.
I efteråret sidste år prøvede Lone Holm at råbe op ved at udgive sin bog. Gav sit forsøg med at gøre opmærksom på at overgreb foregår – og også har ramt mennesker, der i dag er veluddannede, har familier og lever en normal hverdag set udefra.
Men det var ikke før foråret i år, at der for alvor blev sat fokus på omfanget af incest. Det skete, da den franske forfatter Camille Kouchner udgav bogen La Familia Grande. En bog der afslørede incestuelle overgreb blandt samfundets spidser og parisiske elitefamilier. Med en familie, hvor forældrene var hhv. aktivistisk feminist i 60’erne og medstifter af Læger uden Grænser, var de alt andet end stereotypen på en familie, hvor incest finder sted. Det blev igangsættelsen på en ny bølge af MeToo under hashtagget #MeTooInceste, hvor tusindvis af franskmænd delte deres vidnesbyrd og oplevelser med seksuelle overgreb i barndommen på sociale medier.
Bevægelsen fik ikke samme medvind i Danmark. Og selvom Lone Holm godt kan ærgre sig over det, blev der alligevel et øget fokus på seksuelle overgreb af børn – dels i Frankrig, dels i Danmark og resten af verden. Men selvom bevægelsen ramte som en chokbølge og vækkede, hvad der kan føles som en selvfølgelig harme, skal man ikke langt tilbage for at finde nogen, der forsvarede det seksuelle samkvem mellem barn og voksen.
Gennem historien har flere taget overgreb på børn til forsvar. I det gamle Grækenland var det almindeligt at se pæderastiske forhold mellem de lærde og deres elever. Pæderasti er nabo til pædofili i synonymordbogens villakvarter og kan oversættes til drengeelsker. Men vi skal ikke længere tilbage end til 1970ernes Frankrig for at finde nyere eksempler på anerkendende tilgang til pædofili. Fremtrædende personer som både dengang og i dag betragtes som anerkendte filosoffer, forfattere og feministiske forkæmpere lod også 68’ernes seksuelle frisind gælde børn.
I 1977 blev der bragt et opråb om frifindelse for tre mænd, der sad inde for overgreb på piger på 13 og 14 år, i Le Monde, som er en af Frankrigs førende aviser. Det var underskrevet af nogle af tidens mest fremtrædende akademikere og intellektuelle. Kort tid efter sendte en gruppe af 68’ernes foretrukne tænkere en erklæring til det franske parlament med en anmodning om at ophæve flere seksualpolitiske love, herunder den seksuelle lavalder. Argumentet lød at man krænkede børnenes ret til at udleve deres seksuelle liv, og forhindrede dem i at leve som de seksuelle væsener, de, ifølge 68’er-filosofferne, var. Blandt de underskrivende fandt man både Jean-Paul Sartre, Simone De Beauvoir og Michel Foucault. Navne der stadig beundres og hyldes i akademiske kredse i dag.
Herhjemme stortrivedes børnepornoen fra pornoens frigivelse i 1969 og helt frem til starten af 1980erne. Selvom det var ulovligt at forgribe sig på børn, var det indtil 1980 lovligt at købe, sælge og udgive børneporno, og i Vesterbros pornobiografer reklamerede man offentligt med “Børnesex – kun 10 år”.
Og i midten af 80’erne begyndte et organiseret forsvar for seksuelle forhold mellem børn og voksne, da Pædofilgruppen blev stiftet. På baggrund af ungdomsoprørets tanker om frisind og opgør med normerne, begyndte pædofile at organisere sig i fællesskab, og mens de franske 68-filosoffer begrundede forsvaret for samleje mellem barn og voksen med, at også barnet har ret til seksualitet, hvorfor det er en krænkelse fra samfundets side ikke at lade barnet udleve den, begrundede den danske sammenslutning af pædofile deres forsvar med, at der umuligt kunne være tale om et misbrug, da den seksuelle tiltrækning hos pædofile kommer fra en dybtfølt kærlighed til børn.
Det med at den pædofile forveksler kærlighed og overgreb, kender Lone Holm godt til. I sin bog har hun skrevet:
Nogle gange står der noget i avisen om seksuelt misbrug, og han (stedfaderen) udtrykker dyb foragt for de piger, der kan finde på at lægge sag an mod deres fædre. Jeg vil ikke have, han skal foragte mig. Jeg vil have, han skal holde af mig og være stolt af mig. Og han siger jo også, at seksuelt misbrug er noget helt andet. Det er nogle tykke, grimme mænd, som gør forfærdelige ting ved nogle piger. Far (stedfaderen) siger, at det, han gør, ikke har noget med det at gøre. Han elsker mig jo. Og jeg elsker jo ham. Så det, han gør – VI gør – er ikke forkert. Det er bare ikke noget, andre mennesker vil forstå.
“Jeg var et klogt barn, for jeg fik kærlighed der hvor kærligheden var at få. Og så kan man indvende “er det så kærlighed?” nej, men det var det, der var. Selvom det var ham, der gjorde mig ondt, var han også den eneste til at trøste og være god ved mig.”
Lone holder hænderne knyttet sammen om et hulrum på størrelse med én af clementinerne på bordet.
“Når jeg forsøger at beskrive det trygge, så skal jeg stadig have det i sådan en lille kugle.”
Inde i hulen gemmer der sig minder om at gå tur med mormoren og hente slik med hunden i snor. At spille kortspil og få god mad. Det er minder om tryghed. Eller i hvert fald en slags konstrueret tryghed. En midlertidig afskærmning for det, der skete rundt om.
“For rundt om trygheden var kaoset.“
Med skulderen som cirklens midterpunkt, tegner Lone i strakt arm den cirkel af kaos, der er så meget større end clementinhulrummets tryghed.
Man skal lede længe efter den, for at finde kærlighed og tryghed i Lones historie. Men hun måtte finde det, der var, for at overleve. Tryghed i kaoset. Kærlighed i misbruget. Mening i meningsløsheden og omsorg hos den der begik overgreb.
Helle Borrowman som er formand for Landsforeningen Spor, der arbejder med at formidle viden om senfølger af seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen, fortæller at det for manges vedkommende er en genkendelig historie, at den, som har begået overgrebene, også spiller en rolle som omsorgsperson for den der bliver seksuelt krænket.
“Og derfor ligger det for nogle af os nærmere at spørge, hvordan vi kan skabe rammer om seksualforbryderen, så de ikke begår forbrydelsen igen. At spørge hvad man kan stille op i forhold til at forebygge seksuelle krænkelser frem for blot at benytte straf.”
Ifølge Helle Borrowman bliver man nødt til at imødekomme seksualforbryderen og hjælpe denne videre, frem for at have en sort-hvid opfattelse, der højner risikoen for, at de bliver stødt ud af fællesskaber. For det at blive smidt ud af fællesskaber får mennesker til at handle desperat. Skubber man dem ud i mørket, kan vi ikke hjælpe dem, og så er risikoen større for at der sker seksualforbrydelser.
Derfor bakker de også op om Red Barnets nye initiativ, der skal hjælpe unge mennesker, som er seksuelt tiltrukket af børn. Projektet, en hjemmeside med navnet CTRL, skal være en håndsrækning til den befolkningsgruppe, som kan være sværest at få lov at hjælpe. Per Frederiksen, der er psykolog og seniorrådgiver hos Red Barnet samt projektleder for CTRL, fortæller at seksuelle tanker om børn er forbundet med en høj grad af skam, hvorfor det kan være svært at opsøge hjælp i egen person. Hjemmesiden er en mulighed for at opsøge hjælp anonymt.
“Det er vigtigt for os at komme stigmatiseringen til livs. Det, at en person har tankerne, er ikke lig med at den person er en overgrebsmand, eller at vedkommende er et monster. En person kan godt gå med tankerne uden at handle på dem. Men hvis man sætter lighedstegn mellem tanke og handling, skubber man dem med seksuelle tanker om børn over i et hjørne, hvor vi ikke kan nå dem med de indsatser der gøres på området – eksempelvis projektet her. Vi kan ikke få tankerne til at gå væk, men vi kan sikre, at de ikke bliver ført til handling.”
Følger man logikken fra de pædofiliforsvarende intellektuelle fra 70’ernes Frankrig, ville man her måske indvende, at initiativet lugter lidt af 1800-tallets tilgang til homoseksualitet, hvor man forsøgte at kurere homoseksuelle med hypnose og elektrochok. At det blot handler om, at samfundets seksualmoral endnu ikke er moden nok til at indse, at samleje mellem et barn og en voksen blot handler om frisind og liberal holdning til seksualitet, ligesom det var tilfældet med homoseksualitet, der i Danmark først blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme i 1981.
Spørger man Hanne Pedersen, autoriseret psykolog og sexolog, der har arbejdet med mænd og kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen siden 1982, er svaret helt tydeligt.
“Børns seksualitet er noget fuldstændig andet end voksnes seksualitet. Den er meget mere sporadisk og slet ikke udviklet. Begynder en voksen at stimulere et barn, vil barnets seksualitet overstimuleres, og det kan have svært ved at tilegne sig de andre evner, som et barn ellers skal lære, mens det er i opvæksten.”
At det er bestemt ved lov, at samleje mellem barn og voksen skal være strafbart, kan således ikke være en krænkelse af barnets rettigheder. Desuden tilføjer hun, at Pædofilgruppens argument – der lyder at de seksuelle handlinger, de påfører børn, udspringer af kærlighed og ikke kan sammenkædes med misbrug – per definition ikke holder vand. Et forhold barn og voksen imellem vil altid rumme en ubalance i magt. Manglen på ligeværdighed holdt sammen med den seksuelle udvikling hos børn betyder, at pædofile forhold altid vidner om magtmisbrug.
Et magtmisbrug som Lone Holm kun alt for godt kendte til i sin barndom. Et magtmisbrug og en manipulation, der satte spor flere år efter og som krævede mange års terapi at rette op på, mange tanker til at forstå omfanget af. I et brev til sin far skriver hun
Selvom du elskede mig, var det et overgreb.
Det er ikke en sætning, der kan være sand.
For hvis du havde elsket mig, havde du ikke gjort det, du gjorde.
Så jeg bliver nødt til at lave sætningen om:
Selvom du troede, at du elskede mig, var det, du gjorde imod mig, et overgreb.
Det var et overgreb, og det var på alle måder forkert.
Jeg kan ikke forstå, hvordan du på nogen som helst måde kunne tro, at det var kærlighed.
Når man elsker, ser man ikke bare sig selv.
Når man elsker, vil man den anden det bedste.
Du var en voksen mand.
Jeg var et barn.
Det, du gjorde, var så langt fra kærlighed, som noget overhovedet kan være.
Det er heldigvis længe siden. Lone har behandlet det, der skete, mange gange. Hun har gransket sig selv for at forsøge at forstå.
Men for nu skal hun på aftentilsyn. Ud i entreen og iføre sig et par sko og den blå dyrlægejakke. En fødevarevirksomhed i Vejle skal tjekkes, at de lever op til alle standarderne. Og sent i aften kører hun hjem. Hjem til sine børn. Sin familie. Sådan én har hun selv den dag i dag. Med kærlighed og omsorg. Den rigtige slags.